-
Boligpriserne stikker af i København. Forståeligt, »hvis de unge er frustrerede«
Source: BDK Finans / 09 Jul 2025 21:28:13 America/Los_Angeles
Dansk økonomi er i topform, og det mærkes tydeligt på boligmarkedet. Nye tal viser, at priserne på både huse og lejligheder fortsætter opad, salgstiderne falder, og afslagene bliver mindre. Det er gode nyheder for de nuværende boligejere, men bag de flotte tal lurer udfordringer for dem, der endnu ikke har købt deres første bolig. Det er først og fremmest for ejerlejligheder i København, at det går stærkt. Det viser tal fra mæglernes fælles boligportal, Boligsiden, for juni måned. I Region Hovedstaden er prisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed steget med 15 procent det seneste år. Det får seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel til at bemærke, at prisstigningerne i det Indre København efter al sandsynlighed har været endnu kraftigere. »Alene fra maj til juni steg ejerlejlighedspriserne i København med 1,3 procent svarende til en stigning i den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 1.000 kroner,« siger Mathias Dollerup Sproegel og fortsætter: »Med et trylleslag er en gennemsnitlig ejerlejlighed blevet 80.000 kroner mere værd. Det svarer til, at ejerne har kunnet stikke næsten 2.700 kroner i lommen hver eneste dag i maj,« siger Mathias Dollerup Sproegel. Skal følges tæt Den nævnte stigning i prisen på den gennemsnitlige ejerlejlighed, som Mathias Dollerup Sproegel nævner, er ikke justeret for sæsonudsving. Hvis man gør det, bliver gevinsten på 56.000 kroner. Det er stadig et ganske anseligt beløb. Mathias Dollerup Sproegel fremhæver, at priserne stiger hurtigere, end udviklingen i renten og danskernes indkomst kan forklare. Det stiller spørgsmålet, om priserne stiger for hurtigt på det københavnske marked for ejerlejligheder. Det tager i øjeblikket to måneder at få solgt en ejerlejlighed i København, og i flere tilfælde står køberne i kø. Priserne er vokset så meget, at boligbyrden nærmer sig rekordniveauet fra tiden op til finanskrisen. Boligbyrden angiver, hvor stor en del af ens indkomst efter skat, man bruger på boligudgifter. I andet kvartal i 2006 var boligbyrden på 56 procent. Den er i øjeblikket kommet op på 52 procent. »Det øger risikoen for, at priserne kan falde, hvis medvinden til dansk økonomi vender til modvind. Det er ikke vores forventning, at det sker. Derfor er det ikke overraskende, at boligmarkedet er i hopla, men det går alligevel så stærkt i København, at udviklingen skal følges tæt,« siger Mathias Sproegel. Et fantastisk år Det stærke boligmarked er en mere eller mindre direkte følge af opsvinget i dansk økonomi, hvor ikke mindst beskæftigelsen klarer sig rigtig godt. Det får den samlede indkomst i hele den danske økonomi til at stige, og det giver flere penge at købe bolig for. På landsplan er priserne på villaer og rækkehuse steget 5,4 procent i gennemsnit over det seneste år. Priserne på ejerlejlighederne er skudt i vejret med 11,2 procent, mens tallet for sommerhusene kun er en stigning på 2,3 procent. I den seneste måned har der været et mindre fald i priserne på sommerhusene. Det er ikke tilfældet for hverken parcelhuse eller ejerligheder. Fordeler man stigningen ligeligt ud på årets seks måneder, har en gennemsnitlig boligejer dermed haft en boliggevinst på ikke mindre end 16.700 kroner om måneden, viser beregninger fra chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann. Hun påpeger, at 2025 foreløbig har været et fantastisk år for boligejerne. »Huspriserne er steget i fem ud af seks måneder på landsplan, og det har fået friværdi til at vokse til et rekordstort beløb,« siger Lise Nytoft Bergmann. Svært at stå på sidelinjen Hun fremhæver, at det giver boligejerne en robust økonomi, men det gør det samtidig sværere for potentielle boligkøbere at komme ind på markedet. »Det er godt at være boligejer i øjeblikket, men knap så fedt at stå på sidelinjen og kigge på. Et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter er steget med 132.000 kroner det seneste år og med hele 403.000 kroner i Region Hovedstaden,« siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter: »Hvis de unge er frustrerede, er det derfor helt forståeligt.« Hvor frustrerede førstegangskøbere skal være, afhænger i høj grad af, hvor i landet de gerne vil bosætte sig. I landsdelene København By og København Omegn er huspriserne nemlig foreløbig steget med 6,3 procent i 2025, mens huspriserne kun er steget med 1,3 procent på Fyn, der er den landsdel, hvor priserne er steget mindst. Hvis man ser bort fra Bornholm, har der været fremgang i priserne på et gennemsnitligt hus i alle dele af landet. Efter København har den største stigning været i Vest- og Sydsjælland. https://www.berlingske.dk/oekonomi/boligpriserne-stikker-af-i-koebenhavn-forstaaeligt-hvis-de-unge-er